Vi lever i en tid, hvor AI lover at frigive vores tid, men alt for ofte ender med at binde os til endnu flere systemer. Nu forsøger Perplexity at rydde op i rodet med en “Agentic AI”, der arbejder for dig, mens du sover. Men til 1.400 kr. om måneden holder jeg kreditkortet i lommen lidt endnu.
TL;DR
- Koncept: Et lukket cloud-system (Agentic AI), der forener filer, browser og 19 forskellige sprogmodeller.
- Målgruppe: Professionelle, der vil automatisere tunge workflows.
- Funktion: Kan udføre komplekse, flertrinsopgaver selvstændigt (f.eks. research, kodning og tekstforfatning).
- Pris: Kræver p.t. “Max”-abonnement ($200 / ca. 1.400 kr. pr. måned) plus forbrugsbaseret betaling.
Som kreativ og digital marketing profil lever jeg af mine idéer, min strategiske dømmekraft og måske stadig en smule mavefornemmelse. Men sandheden bag den , at alt for mange timer forsvinder ned i et sort hul af administrativt rugbrødsarbejde, versioneringer og filhåndtering. Mellem realkreditlån, madpakker og stramme deadlines drømmer jeg ofte om en digital assistent, der bare fik tingene til at glide.
I teorien burde kunstig intelligens for længst have løst dette. Hvis du spørger mig, hvad jeg allerhelst vil optimere i mit workflow med AI, er svaret: Det hele. Problemet er bare den virkelighed, vi befinder os i lige nu.
Det hallucinerende kludetæppe af AI-værktøjer
Mit nuværende setup er et dybt frustrerende kludetæppe af proprietære AI-addons og løse tjenester. Den største barriere i min arbejdsproces er helt klart den konstante flytten frem og tilbage. Du prompter ét sted (f.eks. i ChatGPT), copy-paster til et andet, og retter formateringen et tredje sted. I mit private workflow lapper jeg lidt på det med værktøjer som Comet, men i det professionelle rum er mulighederne mere begrænsede – her er man simpelthen nødt til at tænke over datasikkerhed en ekstra gang.
Vi har set tilløb til Agentic AI (AI, der handler selvstændigt) før, blandt andet med open source-agenter som OpenClaw, der med rette har været meget omdiskuterede. Men brugerejsen ind i den slags systemer er simpelthen for tung og risikabel for langt de fleste.
Nu har tech-virksomheden Perplexity annonceret Perplexity Computer. Et system der forsøger at minimere risikoen og den tunge brugerrejse, og i stedet levere et automatiseret workflow, der faktisk hænger sammen.
Hvordan fungerer Perplexity Computer? Orkestret i sandkassen
I deres lancering trækker CEO Aravind Srinivas på et klassisk Steve Jobs-citat: “Musicians play their instruments, I play the orchestra.” Frem for at du selv skal agere projektleder for en håndfuld forvirrede AI-værktøjer, orkestrerer Perplexity Computer hele 19 forskellige specialiserede LLM’er i ét lukket cloud-system. En model tænker, en anden koder, og en tredje skriver.
Det tiltaler mig, at systemet kører i en lukket sandkasse i skyen. Jeg har ikke den samme frygt for et decideret nightmare scenario her, som jeg har med de fuldstændig autonome systemer. Perplexity Computer har kun adgang til de filer og værktøjer, du specifikt giver den. Når det er sagt, ville det selvfølgelig være en katastrofe, hvis den gik amok i løbet af natten og begyndte at dele GDPR-kritiske informationer med de forkerte. Tillid er ikke noget, tech-giganter får gratis.
Pris på Perplexity Computer: Er 200 dollars pengene værd?
Det bringer os til sagens kerne: Prisen. For overhovedet at få adgang, kræver det i første omgang et “Max”-abonnement, som ligger på 200 dollars – altså små 1.400 danske kroner om måneden. Og dertil kommer en forbrugsbaseret afregning (pay-per-token).
Min første indskydelse var, at det er en tung AI-udskrivning for en privatperson eller en almindelig kreativ freelancer. Men så lagde jeg tallene sammen.
Når jeg kigger på mine nuværende kvitteringer – et ChatGPT Plus-abonnement, Google Pro, Perplexity Pro og et par andre add-on tools til at styre mit workflow – så begynder vi alligevel at nærme os det leje. Hvis Perplexity Computer faktisk kan overflødiggøre det kludetæppe og samle det hele, begynder regnestykket pludselig at give mening.
Skal du opgradere?
Betyder det så, at jeg køber adgang i dag? Nej. Selvom idéen om at lade AI’en tage det tunge træk om natten er forførende, skal jeg se andre bekræfte, at de 1.400 kroner rent faktisk er det værd i praksis. Jeg nægter at betale premium-pris for et system, der bare sidder og hallucinerer en hel nat.
Men hvis Perplexity reelt har knækket koden til at fjerne copy-paste-friktionen og kan levere solidt arbejde uden GDPR-mareridt… så kan det meget vel være systemet, vi alle har gået og ventet på.







