Officiel produktinfo: Samsung Galaxy Z Fold8 hos Samsung Danmark.
Den nye Galaxy Z Fold8 er kortere, bredere og ved første øjekast en lidt sær størrelse smartphone. Jeg var faktisk ret skeptisk over formatet, da jeg pakkede den ud, men efter at have haft den i lommen og brugt den som min primære telefon, er jeg endt et helt andet sted. Samsung kan meget vel have ramt det mest brugbare Fold-format til dato.
Det her er den første smartphone, jeg anmelder på Kurateret Kaos, men det er bestemt ikke den første smartphone, jeg har anmeldt.
Tilbage i mine Connery-dage nåede jeg igennem en efterhånden ganske anseelig bunke mobiltelefoner, og da de foldbare modeller begyndte at dukke op, blev de naturligvis også en del af rotationen. Jeg har været omkring flere generationer af Samsungs Fold og Flip, Motorolas bud på den moderne klaptelefon og OnePlus’ forsøg på at knække Fold-formatet, så det er efterhånden ikke selve dét, at en skærm kan bøjes på midten, der kan få mig op af stolen.
Galaxy Z Fold8 gjorde det alligevel.
Bare ikke umiddelbart på den gode måde.
Da jeg første gang fik telefonen i hånden, var min reaktion nemlig mest af alt, at den så lidt forkert ud. Samsung har taget det Fold-format, vi efterhånden kender, gjort telefonen væsentligt kortere og samtidig bredere, og resultatet er en mobil, der sammenfoldet har et ret anderledes aftryk end stort set alle andre smartphones på markedet.
Den ligner næsten en almindelig telefon, der ved en fejl er blevet vist i det forkerte billedformat.
Jeg var skeptisk.
Men det holdt ikke særlig længe.
Kortere, bredere – og faktisk bedre
Det interessante ved Galaxy Z Fold8 er, at det underlige format meget hurtigt holder op med at være underligt, når telefonen rent faktisk skal bruges.
Sammenfoldet har den en 5,5 tommer skærm, og hvor den traditionelle Fold har haft lidt af en tendens til at blive en lang og relativt smal sag, som man flytter rundt i hånden for at nå de øverste dele af skærmen, er Fold8 kompakt på en helt anden måde.
Jeg har forholdsvis store hænder, men selv for mig bliver den større Fold8 Ultra en telefon, hvor jeg skal arbejde lidt for at nå rundt med én hånd. Det problem har jeg stort set ikke med Fold8. Tommelfingeren kan faktisk komme derhen, hvor den skal, telefonen ligger solidt i hånden, og bredden betyder samtidig, at tastatur, websites og almindelige apps ikke føles klemt sammen på en unaturligt smal frontskærm.
Man kan nå det hele, bedre.
Det lyder måske som en ret banal egenskab for en smartphone, men efter år, hvor flagskibstelefoner nærmest konsekvent er vokset sig højere og højere, har det været overraskende behageligt at gå den anden vej.
Den er også rar at have i lommen. Fold8 vejer 201 gram, hvilket ikke er meget mere end en ganske almindelig high-end smartphone, og fordi den ikke stikker så langt ned i lommen, oplever jeg faktisk den sammenfoldede størrelse som mere praktisk, end jeg havde forventet.
Det er her, jeg synes, Samsung har gjort noget ret interessant med Fold-konceptet, for Fold8 føles næsten som en krydsning mellem filosofien bag Flip og den traditionelle Fold.
En Galaxy Flip folder i bund og grund en almindelig smartphone sammen for at gøre den mindre, når du ikke bruger den. Det er smart, men når du folder den ud igen, har du stadig grundlæggende den samme type smartphone, som du havde før.
Fold-serien går den modsatte vej og giver dig en større enhed, når du åbner den, men historisk har prisen været, at du resten af tiden gik rundt med en temmelig stor og lidt speciel telefon.
Fold8 kommer tættere på at levere begge dele.
Den bliver kompakt nok til, at foldemekanismen giver mening i lommen, og samtidig bliver den til noget fundamentalt andet, når man åbner den.
Det er et ret godt trick.
Det er den store skærm, man køber telefonen for
Fold Fold8 ud, og den lille, lidt pudsige telefon bliver til en 7,6 tommer mini-tablet med en AMOLED-skærm i 4:3-format og 120 Hz.
Skærmen er, som man efterhånden forventer fra Samsung i denne prisklasse, virkelig god. Farverne har masser af smæk, animationer flyder, lysstyrken er rigelig til almindelig udendørs brug, og folden i midten er reduceret til et niveau, hvor jeg hurtigt holder op med at lægge mærke til den.
Den er der stadig.
Sluk skærmen eller hold telefonen, så lyset rammer den fra den rigtige vinkel, og du kan sagtens se, hvor den bøjer. Kører der indhold på skærmen, tænker jeg meget lidt over det, og det er efterhånden et langt større fremskridt for foldbare telefoner, end det måske lyder som.
Men det mest interessante er selve formatet.
4:3 er ikke nødvendigvis perfekt til alt. Smider man en moderne widescreen-film op på skærmen, kommer der naturligvis sorte bjælker, og man udnytter derfor ikke samtlige 7,6 tommer til selve billedet.
Til gengæld fungerer formatet fremragende til stort set alt det andet, jeg bruger en telefon til.
Websites får plads til at ånde. Artikler føles mere som noget, man læser på en tablet. Billeder kan vises ordentligt, mails bliver lettere at overskue, og når man åbner et dokument eller en webside i desktop-lignende format, er skærmen faktisk stor nok til, at det ikke bare føles som en smartphone, man har zoomet lidt ud på.
Det er nok også her, min brug af Fold8 adskiller sig mest fra en almindelig telefon, for jeg bruger ikke bare den store skærm, fordi den er større.
Jeg bruger den anderledes.
Bilbasen på den ene side, Perplexity på den anden
Et ret godt eksempel opstod, mens jeg sad og rodede rundt på Bilbasen.
Jeg kiggede på en brugt bil og ville samtidig undersøge modellen nærmere, og på en almindelig smartphone ville det normalt betyde, at jeg kopierede noget information, hoppede over i Perplexity, stillede et spørgsmål, hoppede tilbage til Bilbasen, fandt næste detalje og gentog processen.
På Fold8 trak jeg bare Perplexity ind ved siden af Bilbasen.
Så havde jeg annoncen liggende i den ene halvdel af skærmen og kunne researche bilen i den anden, mens begge dele fortsat var synlige.
Det er selvfølgelig ikke revolutionerende computerteknologi. Jeg har kunnet have to vinduer åbne ved siden af hinanden på en computer, så længe jeg kan huske, og Android har teknisk set kunnet split-screen på almindelige smartphones i årevis.
Jeg gider bare aldrig bruge det på en almindelig telefon.
Her gør jeg.
Skærmen er stor nok til, at to apps ikke føles som to ubrugelige frimærker, og i løbet af testperioden har jeg taget mig selv i at gøre det samme med browser og mail, research og noter og flere andre kombinationer, hvor jeg tidligere bare ville være hoppet frem og tilbage.
Det er også på det punkt, Samsungs mange års arbejde med Fold-softwaren for alvor kan mærkes.
På nogle af de tidligere modeller kunne multitasking godt føles som en funktion, man først skulle huske eksisterede og derefter lige regne ud, hvordan man aktiverede. På Fold8 swiper jeg startmenuen frem, tager den app, jeg skal bruge, og placerer den ved siden af den anden.
Det fungerer.
Jeg tror faktisk, det er noget af det mest positive, jeg kan sige om softwaren, for de foldbare telefoner er nået til et sted, hvor jeg ikke længere konstant tænker over, at jeg bruger en særlig type smartphone. Samsung har fået de grundlæggende bevægelser, skift mellem skærmene og multitasking til at føles så naturlige, at foldemekanismen i højere grad bliver et ekstra værktøj end en feature, jeg skal lære at bruge.
Alle apps er ikke nødvendigvis lige begejstrede for de aparte skærmformater, og en gang imellem støder man stadig på noget, der tydeligvis er udviklet til en klassisk 20:9-smartphone og helst ikke vil være andet.
Det er bare ikke Samsungs software, der føles som problemet længere.
Kræfter er der rigeligt af
Galaxy Z Fold8 er bygget omkring Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy med 12 GB RAM i de almindelige lagerkonfigurationer, og her kunne jeg begynde at bruge en masse tid på benchmarks og procentvise forbedringer i forhold til sidste generation.
Det har jeg ikke tænkt mig.
Den er hurtig.
Det forventer jeg også, at den er, når vi befinder os i den her prisklasse.
Mere interessant er det, at den fortsat føles hurtig, når man rent faktisk bruger den Fold-agtigt, altså med flere apps åbne, vinduer ved siden af hinanden, video i baggrunden og hyppige skift mellem programmerne. Det er dér, de ekstra kræfter og hukommelsen kommer til deres ret, og jeg er ikke i min normale brug stødt på situationer, hvor jeg ønskede mig mere motorkraft.
Det samme gælder langt hen ad vejen batteriet.
Kapaciteten er på 4.800 mAh, der er 45 watt kablet opladning, og selvom det hverken gør Fold8 til markedets ubestridte batterikonge eller den hurtigst opladende Android-telefon, har batteriet heller ikke været dét kompromis, der har defineret min oplevelse.
Det er i sig selv meget positivt.
Foldbare smartphones har i perioder krævet, at man accepterede en bunke praktiske kompromiser for at få den store skærm. På Fold8 er batteriet i min optik bare… batteriet.
Jeg kan sagtens leve med det.
Kameraet er sværere at tilgive
Der, hvor jeg til gengæld har lidt sværere ved bare at trække på skuldrene, er kameraet.
Galaxy Z Fold8 har et 50 megapixel hovedkamera og en 50 megapixel ultravidvinkel, og begge dele kan levere rigtig fine billeder under almindelige forhold. Det er ikke et dårligt mobilkamera, og havde vi talt om en langt billigere smartphone, havde jeg formentlig heller ikke brugt meget tid på at beklage mig.
Men Fold8 starter omkring 16.000 kroner.
Så begynder jeg altså også at være lidt besværlig.
Samsung har valgt ikke at give den et dedikeret telekamera, og hvis man er vant til en moderne Ultra-model med ordentlig optisk zoom, er det et område, hvor Fold8 mærkbart mangler noget.
Det bliver yderligere understreget af, at Fold8 Ultra eksisterer og netop tilbyder et mere ambitiøst kamerasystem, så det er ikke, fordi Samsung ikke ved, hvordan man bygger det. Det er en prioritering.
Jeg forstår godt prioriteringen. Fold8 skal være lettere, mere kompakt og billigere end Ultra.
Jeg synes stadig, et optisk telekamera burde have været med til den pris.
Hvis kameraet er den vigtigste funktion på din smartphone, ville jeg derfor ikke købe Fold8. Der findes bedre muligheder, også hos Samsung selv.
Det er bare ikke kameraet, der gør Fold8 interessant.
En mobil til 16.000 kroner må stadig gerne behandles som en mobil
Der er også stadig et fysisk forbehold ved foldbare telefoner, som ikke helt er forsvundet, uanset hvor meget bedre konstruktionen efterhånden føles.
Fold8 er IP48-certificeret, så vand er ikke den store dødsdom, det var på de tidligste foldables, men 4-tallet i støvklassificeringen fortæller samtidig, at det stadig ikke er en telefon, jeg frivilligt ville begrave i sand på en strand.
Det fleksible panel er heller ikke det samme som den hårde glasskærm på en klassisk smartphone.
Jeg har ikke gået rundt og været nervøs for telefonen under testen, og hængslet føles solidt nok til, at den gamle prototypefornemmelse stort set er væk. Men hvis jeg skulle vælge en telefon, jeg ville tabe i en bunke strandsand, fiske op igen og putte direkte i lommen, ville det stadig ikke være Fold8.
Det må man tage med.
Til gengæld synes jeg, Samsung denne gang har fjernet så mange af de andre små irritationer, at det ikke overskygger oplevelsen.
Og så er der selvfølgelig prisen.
Omkring 16.000 kroner er mange penge for en smartphone, uanset hvor mange gange producenterne forsøger at lære os noget andet, og Galaxy Z Fold8 er ikke et value-buy i klassisk forstand.
Men jeg synes faktisk, regnestykket er lettere at forstå med den her model.
Køber man en Flip, betaler man primært ekstra for, at telefonen kan blive mindre. Med Fold8 får man en enhed, der reelt ændrer funktion, når man åbner den, og den store skærm har flere gange fået mig til at lade både tablet og computer blive liggende, fordi den opgave, jeg skulle løse, ganske enkelt kunne klares på telefonen.
Det gør den væsentligt mere anvendelig for mig end en Flip.
Og samtidig har den mistet en stor del af det fysiske bøvl, jeg tidligere har forbundet med Fold-modellerne.
Den Fold jeg ville starte med
Det er nok den del, jeg ikke havde forventet, da jeg pakkede Galaxy Z Fold8 ud.
Jeg havde regnet med, at det korte, brede format ville være den mærkelige ting ved telefonen, som jeg efter nogle ugers brug skulle beslutte, om jeg kunne leve med.
I stedet er det blevet årsagen til, at jeg kan lide den.
Fold8 Ultra er større, mere voldsom og på flere områder mere imponerende på et specifikationsark, men den almindelige Fold8 er for mig et mere interessant produkt, fordi den fungerer bedre som den enhed, man trods alt bruger det meste af dagen: en telefon.
Når der er brug for mere, folder man den ud.
Det er selvfølgelig præcis den idé, Fold-serien altid har været bygget omkring, men jeg synes ikke tidligere, balancen mellem de to tilstande har været lige så god som her.
Og derfor tror jeg også, at Galaxy Z Fold8 er et usædvanligt godt sted at starte, hvis man har kigget nysgerrigt på foldbare smartphones i flere år, men aldrig helt har haft lyst til at tage springet.
Flip-modellerne er stadig billigere og nemmere at forstå, men de viser efter min mening ikke for alvor, hvorfor en foldbar skærm kan være mere end en sjov mekanisk detalje. De gør primært telefonen mindre.
Fold8 gør telefonen til mere.
Efter at have testet foldbare smartphones siden dengang, hvor kategorien stadig lugtede en smule af prototype, er det nok den største ros, jeg kan give den nye Samsung:
Jeg ville ikke kun anbefale Galaxy Z Fold8 til folk, der gerne vil have en foldbar telefon.
Jeg kunne finde på at anbefale den til folk, der bare gerne vil have en virkelig god telefon.
PLUS
- Det korte og brede format fungerer langt bedre, end det ser ud
- Rigtig god at bruge med én hånd
- Overraskende kompakt i lommen
- Den indvendige 4:3-skærm er fremragende til andet end bare video
- Multitasking giver reelt mening
- Samsungs Fold-software føles endelig helt moden
- 201 gram er imponerende for en Fold
MINUS
- Omkring 16.000 kroner er stadig en seriøs bunke penge
- Intet dedikeret telekamera
- IP48 gør mig stadig varsom omkring sand og fint støv
- Nogle tredjepartsapps forstår ikke altid de specielle skærmformater
- Den fleksible skærm kræver stadig lidt mere omtanke end en klassisk smartphone
Karakter: 4,5/5
Aktører i artiklen
