Resumé: Jeg elsker, når verden får endnu et headset, der lover at ændre alt. Denne gang kan det dog være, at de rent faktisk har ret. A boy can dream
Der er en særlig elektrisk fornemmelse i luften, lige inden en ny teknologisk platform tager form. Den dér blanding af “måske det her er starten på noget stort” og “det har vi jo hørt før“.
Den 22. Oktober (dansk tid) er det Samsungs tur til at tænde for knappen. Eventet hedder “Worlds Wide Open”, og løftet er “en ny kategori af AI-native enheder”.
Ja, ja. Men lad os lige blive hængende et øjeblik – for denne gang er der faktisk noget på spil. Ikke bare endnu et VR/AR headset, men Androids forhåbentlige næste evolutionstrin: Android XR. En ny platform, hvor Samsung, Google og Qualcomm forsøger at give mixed reality det gennembrud, Apple og Meta endnu ikke har fået til at ske.
Platformskrigen rykker helt op i synsfeltet
Det mest interessante denne gang er ikke selve headsettet, men systemet bag: Android XR.
Det er Googles forsøg på at gøre ved XR, hvad de gjorde ved mobiltelefonen – åbne døren og slippe folket løs.
Hvor Apple holder sin Vision Pro fanget i en perfekt og dyr glasklokke, kommer Android XR med en mere en åben legeplads. Her kan alle være med: Samsung, Nothing, og andre producenter, der kan få prisen ned under luksusgrænsen.
Det bliver med garanti mere rodet, men også mere levende.
Så ja, kampen om dit ansigt starter for alvor nu.
“Hverdagsnytte” til prisen af en ældre brugt bil
Hvis rygterne holder stik, lander prisen et sted mellem 1.800 og 2.800 dollars.
Det er ikke ligefrem hverdagsnytte. Det er luksus-nysgerrighed.
Samsung taler varmt om, hvordan Project Moohan “problemfrit kombinerer hverdagens nytte med fordybende oplevelser.”
Mwn hvor mange har brug for et headset til at tjekke kalenderen eller læse e-mails?
Det her er ikke mainstream endnu. Det er for udviklerne. Dem, der skal bygge de apps og oplevelser, som måske gør teknologien nyttig om nogle år.
Og det er sådan, det altid starter. Med nogen, der betaler en formue for at teste fremtiden af, så vi andre senere kan købe den på tilbud.
AI; arkitekten for den virkelighed, du ser
Midt i alle specifikationerne og marketingpolemikken gemmer Samsung den egentlige nyhed:
De kalder det “en ny æra for multimodal AI” – Altså AI, der kan se, høre og forstå verden omkring dig.
Hvis de mener det alvorligt, kan det ændre alt.
For VR og AR har altid haft det samme problem: Ensomheden. Du tager headsettet på, og så… ?
Men hvis en AI kan forstå konteksten – dine ord, dine omgivelser, dine intentioner – kan rummet omkring dig pludselig svare igen.
“Vis mig, hvordan min stue ville se ud med new-yorker vægge”
“Lav et hurtigt referat af mødet, og hæng det på væggen.”
“Forklar den her opgave, som om jeg var fem år.”
Hvis AI bliver selve motoren, er der mulighed for at XR bedre kan avancere fra gadget til værktøj
Mellem Meta og mening
Samsung sigter mod Apple, men burde nok kigge lige så meget mod Meta.
For mens Apple forsøger at redefinere computeren, er Meta i fuld gang med at redefinere hverdagens vaner.
Ray-Ban Display-brillerne koster en brøkdel, og de fungerer allerede som et )mere eller mindre) diskret lag oven på virkeligheden – AI, kamera, oversættelse.
Ikke så spektakulært, (men stadig spectacles) og mere realistisk.
Samsung og Google skal bevise, at det tungere, dyrere setup kan noget, som brillerne ikke kan.
Begejstring med åbne øjne
Jeg vil gerne lade mig rive med. For idéen om en åben XR-platform med indbygget AI er rigtig spændende.
Hvis nogen kan løfte XR ud af tech-hypens tomrum, er det måske netop kombinationen af Samsungs hardware, Googles AI og en åben platform.
Vi har hørt de store ord før.
Den rigtige test bliver ikke, om det virker, men om det giver mening.








