Resumé: AI spytter indhold ud hurtigere end vi kan følge med - men vi savner mening.
👋 Velkommen til Kurateret Kaos.
Verden larmer. AI spytter indhold ud hurtigere, end vi nogensinde kan følge med. Sociale feeds giver os alt, undtagen det vi savner: Mening.
Kurateret Kaos er mit svar på det. Et forsøg på at skrue ned for støjen og op for nysgerrigheden. Et sted, hvor vi samler de vigtigste nedslag i medier, tech, kultur og marketing. Vi kan også kalde det et lille frirum, der omfavner en bred pallette af det jeg finder vigtigt i hverdagen. Forvent mere “Det her kan berige min hverdag og mit arbejdsliv”, og mindre “Det har jeg fået til aftensmad.”
Hvem står bag sådan en generisk idé?
Hej. Jeg hedder Mikkel Møller Vermeulen.
De sidste +10 år har jeg arbejdet som journalist, redaktør og digital strateg – blandt andet med at bygge medier, skrive om gadgets, gaming og kultur og få budskaber til at leve digitalt.

Mig i dag – Foto: Mikkel M. Vermeulen
Jeg solgte min medievirksomhed, har taget et nyt job i marketing og det her er mit personlige kreative outlet, som ikke skal være en forretning – men gerne må åbne øjne, larme og skabe forbindelser, forundring og læring.
Mindre breaking. Mere mening.
Mindre jagt på clicks. Mere nysgerrighed og perspektiv.
Hvorfor “Kurateret Kaos”?
Fordi vi i alt støjen har brug for noget andet: Et sted hvor mængden bliver udvalgt, hvor det væsenligste bliver udpeget og hvor informationen bliver… kurateret.
Hvor trends og tendenser ikke bare listes op, men sættes i kontekst.
Men hvordan?
Jeg starter roligt ud med et post, eller et “nyhedsbrev”. Målet er at ramme den ugentligt – men jeg tillader mig at flytte rundt efter lyst og behov.
Jeg vil ikke kaste mig ud i enorme øredøvende essays – i hvert fald ikke nu.
Derfor er formatet:
- 3 ting jeg har noteret mig i ugens løb – korte kommentarer omkring trends, fænomener og historier.
- 1 ting jeg mener – et perspektiv, en pointe eller et modspil til noget der er oppe i tiden.
Altså, noget som du kan læse over en kop kaffe. ☕
Mit løfte
Jeg lover ikke at have svar på alt. Men jeg lover at være nysgerrig, kritisk og personlig. Kurateret Kaos bliver ikke en sandhed. Det bliver en dialog.
Start dialogen med mig nu
Svar direkte på dette indlæg og fortæl mig: Hvilket emne eller hvilken trend inden for marketing, medier, tech eller kultur er du mest nysgerrig på lige nu?
Jeg læser og besvarer alt.
Tak fordi du læser med.
/ Mikkel





